Noahs 3 års dag

I dag for tre år siden havde jeg nok den væreste dag i mit liv. Vi tog afsted mod Kolding sygehus med forventninger om, at vi nok snart kom hjem igen med en lillebror til Lukas. Men det blev der hurtigt lavet om på, for da vi ankom på sygehuset, blev det ret hurtig konstateret, at Noah allerede var død. Cirka 12 timer senere føder Lene Noah, og det bliver startskuddet for 5 dage med komplikationer for Lene, med smerter og infektioner. Psykisk tog det os rigtig lang tid at komme ovenpå igen, og et halvt år efter blev jeg sygemeldt fra mit arbejde, som jeg ikke følte jeg kunne varetage længere. Efter næsten tre måneder med afstresning, terapi og fysisk arbejde (der blev flyttet meget jord og mange fliser den periode) følte jeg, at jeg var klar til arbejde igen. Men det blev aldrig det samme igen, så for et år siden skiftede jeg tilbage til Revisoft i Århus, og det var lige det jeg trængte til (et system jeg har bedre overblik over, og en bedre kontakt mellem opgavestiller og mig). Foreningen for spædbarnsdød har været den helt store hjælp, for at få dette store tab behandlet, både den rådgivere der jævnligt kontaktede os, møderne i den lokale afdeling, men nok mest alle de gange vi har været sammen med den sorggruppe/forældregruppe, som blev startet af foreningen. Vi er fire par, som mødes 5-8 gange om året, og det har givet rigtig meget, og vi er så glade for de andre i gruppen. Nå, men det var egentlig ikke det jeg ville skrive om, men jeg ville bare forsøge at sige, at det har været en forbandet svær tid, og jeg ville i stedet skrive om hvad der for mig fylder mest omkring Noah her tre år efter.

Det jeg husker bedst af det der skete for tre år siden, er følgende tre ting:

• Da overlægen skanner Lene, for at finde livstegn fra Noah, ved jeg underbevist godt at jeg snart får en meget svær besked, så jeg sætter mig ned i en lænestol og er helt paralyseret. Men jeg tænker ikke tanken.
• De følelser jeg har da jeg skal ringe hjem til min mor (som passede Lukas) og sige, at Noah er død. Jeg følte mig selv ret fattet lige før jeg skulle ringe, men da hun tog telefonen brød min verden sammen...
• Da vi har sagt på gensyn til Noah for sidste gang, og går i gang med at skrue låget på kisten inde i kirken. Det virkede helt umuligt at udføre, men al min logik fortalte mig at der ikke var andet at gøre.

Og hvad fylder Noah så i dag? Han er et konstant savn, som af og til nærmest kan blive til fysisk smerte. Han har været skyld i, at vi har været på mange flere familieudflugter en vi ellers ville have været, og samtidig er han skyld i, at vi af og til slet ikke har været der for Lukas på den måde vi ønskede.

Men han har også givet en masse. Jeg føler jeg er modnet meget de sidste tre år, og er blevet mere bevidst om mig selv. Jeg vil bedre kunne hjælpe en ven i krise, nu jeg selv har været igennem mit livs krise. Lukas har fået et meget naturligt forhold til døden og kirkegården, hvilket jeg synes er rigtig positiv. Det er lidt som en veninde engang sagde: Man får frataget den største gave i verden, men man får af og til små gaver retur.

Så konklusionen for de sidste 3 år, her på Noahs mindedag - hvor vi har haft nærmeste familie og venner på besøg - må være at det har været forbandet hårdt, men vi har placeret Noah et sted i vores liv, hvor vi er tilfredse med hvor han er. Men både Lene og jeg føler ikke at Niklas er på plads endnu, og jeg frygter lidt, at det også kan skubbe til Noah, så det også ryger ud af balance. Men nu skal vi i morgen til en ny sorggruppe på Kolding sygehus, på grund af Niklas. Og det håber jeg kan hjælpe med at få behandlingen af Niklas sat lidt i gang, for der er sq bare ikke så meget tid i hverdagene til at sidde og reflektere over sommerens oplevelser, når der er to spædbørn der kræver rigtig meget opmærksomhed, og en 4½ år gammel dreng der mener han får for lidt opmærksomhed...