Kolding sygehus

Magnus og Elias er blevet vejet, og det var ikke ligefrem den bedste vejning. Elias har taget lidt på, så han vejer nu 2350 gram, men Magnus har tabt lidt, så han vejer nu 1780 gram. Og der er primært en grund til, og det er at Kolding sygehus er løbet tør for enfamil (det der bliver tilsat Lenes mælk), og de kan for tiden ikke få mere fra leverandøren...
Efter Elias er stoppet med enfamil, så er han også stoppet med at gylpe, så nu vil de prøve at presse ham lidt, og øge ham med 1ml pr fodring pr dag (dvs. 8ml mere om dagen). Til Magnus har de nu fundet noget der svarer til enfamil, som han kan få.
Lene har også haft en snak med en læge om en plan for Magnus, og lægen satte sig ned og snakkede med Lene (det er meget stort på Kolding sygehus). Og planen er, at hvis Magnus stadig er afhængig af ilten på mandag, så skal han have noget medicin (vha. en maske, lidt som astmamedicin) som efter nogle dage måske vil gøre at han kan komme af med ilten. Lene fik også at vide, at vi ikke skulle regne med at Magnus var klar til at komme hjem før tidligst til termin (uge 40) :( Elias' blodprocent ser fint ud (var lidt lav for en uge siden), og de vil checke det igen om en uge, og så vil de ikke tage flere blodprøver.
Jeg har aldrig været særlig glad for Kolding sygehus, og jeg føler mig ikke velkommen der, og kommunikationen føler jeg ikke er så god. Jo, jeg snakker da med sygeplejerskerne, og de er da også meget flinke, men lægerne er nogle der kommer ind og snakker med sygeplejerskerne, og så går de igen. Jeg har flere gange oplevet (og jeg ved det sker ofte for Lene), at der er kommet en læge ind og henter en sygeplejerske, for at gå ind i rummet ved siden af og snakke om vores børn... Hvorfor f... er vi ikke med til sådan en snak, eller i det mindste bliver opdateret efterfølgende af lægen eller sygeplejersken. Nej man skal nogle gange trække det ud af sygeplejersken. Magnus og Elias blev i sidste uge undersøgt af en øjenlæge mens Lene var til et møde, og der gik flere dage inden Lene ved et tilfælde opdagede at der havde været en øjenlæge! Lægerne og sygeplejerskerne er også af og til uenige, og det ender tit med at det er sygeplejerskerne der har ret, for lægerne de ser sq ikke meget til vores børn. Lægerne læser nok lidt journaler en gang i mellem men jeg vil vove at påstå at de ikke aner noget om hvordan Lenes hverdag ser ud.
Nå, jeg føler mig ikke meget hjemme dernede, ja jeg nogle gange nærmest savner Skejby, og ville jævnligt ønske jeg lige kunne få en second opinion ved dem. Men det er hvad det er, for jeg boede jo sammen med drengene og Lene det meste af tiden på Skejby, og jeg har slet ikke været lige så meget på Kolding sygehus. Men Lene har det på samme måde. For et par dage siden var der en sygetransport til/fra Skejby, og det var Skejby der stod for transporten, så Lene mødte et par sygeplejersker fra Skejby. Den ene var en hun ikke havde mødt før, men den anden havde vi mødt , hun var på samme stue, men har ikke direkte passet trillingerne. Men alligevel genkendte hun Lene med det samme, og gav hende et knus og spurgte om hvordan det gik med drengen!
Så kom jeg af med lidt galde.. Men min opfattelse af at Kolding sygehus har ikke ændret sig, det virker som en fabrik, hvor det er det fysiske der skal "repareres", og resten er lige meget. Hvorimod min opfattelse er, at Skejby gør meget mere for at få os, som personer, hjulpet med igennem forløbet. Sådan ser jeg det i hvert fald, når jeg tænker tilbage på de kontrolbesøg vi har haft, samt indlæggelsen. Der var altid en læge der havde tid til at snakke om børnene, og de var altid opdateret (nu var vi også på en intensivafdeling, så derfor var de nok mere obs på drengene), men vigtigst af alt, så informerede de os altid om hvilke problemer de så, og hvordan de ville løse det. Og hver gang blev vi spurgt om vi havde spørgsmål, og herefter forklarede de det igen i grundtræk, og spurgte igen om vi havde spørgsmål, for så havde vi også lige tid til at fordøje det, og finde de spørgsmål der kunne være.
 
Nå ikke mere sygehus-snak for denne gang, jeg er træt af Kolding sygehus, og træt generelt, og kan mærke at det snart er to måneder hvor vi har levet i alarmtilstand. Jeg har de sidste par uger haft hjertebanken, jeg tror det er stress, for der er altid andre steder jeg kunne lave en masse... Når jeg er på sygehuset, så er der et hjem der skal laves en del inden drengene kommer hjem, og når jeg er hjemme, ja så ved jeg at Lene kæmper med at få dagen til at hænge sammen. Samtidig er jeg på arbejde, og skal få en hvedag med Lukas til at hænge sammen. Så det er en konstant en dårlig samvittighed over for et eller andet... Hvis hjertebanken ikke forsvinder over weekenden, bliver det nok til et lægebesøg inden for nærmeste fremtid..
Nå, nu bliver det ikke til mere, over and out, og sov godt