Noah

Hejsa, så kom vi endelig hjem fra hospitalet (og vores internet kom i gang igen). Det har været nogle meget hårde dage... Vi skruer lige tiden tilbage til natten til lørdag kl. 2:
Lene føler at vandet går, og hun vækker mig. Vi ser hurtigt at det ikke bare er vand, men også en masse blod. Lene ringer til fødegangen, mens jeg ringer til min mor, så Lukas ikke er alene hjemme. Vi kører til Kolding Sygehus, og Lene har regelmæssige veer. Jordemoderen tager i mod os på sygehuset, og hun vil køre en strimmel på Lene, men kan ikke finde pulsen, så hun får fat i en læge og får scannet Lene. Jeg kan se skærmen, og kan godt se det er helt galt, så jeg sætter mig ned så jeg ikke kan se mere, og lidt senere fortæller lægen at Noah er død.
Derefter gik fødslen i stå. Hen på formiddagen fik Lene vestimulerende drop, men det havde heller ikke rigtig nogen effekt. Først omkring middag, hvor de prikkede helt hul på hinden, kom der gang i fødslen. Herefter havde Lene nogle hårde timer, hvor hun kæmpede for at få Noah ud.
Lidt i fire lørdag eftermiddag fødte Lene så Noah, en dejlig og flot dreng.
Men det var ikke enden på Lenes pinsler, for herefter gik det op og ned med Lenes helbred frem til tirsdag hvor det for alvor begyndte at gå bedre.
Onsdag kom vi hjem.
Det der skete var at navlestrengen ikke sad direkte ind i moderkagen, men navlestrengen sad i hinden i stedet, og var forbundet med moderkagerne (der var to ??!!) med blodkar. En af disse blodkar sprang da vandet gik hjemme hos os, og Noah forblødte meget hurtigt.
Vi har det efter omstændighederne ok, men det har været hårdt, og vi ved vi vil få mange hårde perioder den næste lange tid.
Det er ikke til at beskrive hele forløbet/vores følelser/vores tanker, men her har jeg hurtigt beskrevet hvad der skete.
Jeg vil stoppe for denne gang.
/Ole